En 130 m² betonterrasse over en opvarmet indendørs pool havde gennem årene fået flere forskellige belægninger og reparationer, og ingen af dem havde holdt. Ejeren valgte til sidst at give KBT hele ansvaret for at løse opgaven én gang for alle. KBT fjernede alt ned til den bærende beton, rettede faldet op, sprøjtede Eliminator-membran i to lag, holiday-testede hele fladen ved 12 kV, vandprøvede og lagde klinker på justerbare fødder, så vandet løber under fliserne til afløb. Tolv arbejdsdage, samme verifikation som på en bro, og en KS-rapport til ejeren med klimalog, batchnumre og fotos.
KBT's QA-film til ejeren: opbrydning, afrensning, primer og Decseal, Eliminator gul og hvid, klima- og holiday-test, fliser på fødder og aflevering, dag for dag.
Villaen ligger ved kysten i Nordsjælland. Terrassen er taget over en tilbygning med opvarmet indendørs pool: et betonelementdæk på over 35 år med en faldopbygning i in situ-beton, vurderet sundt fra undersiden. Den seneste belægning var epoxy med sand, som havde sluppet underlaget, revnet og var udbedret i flere omgange. Før den havde ejeren prøvet andre systemer og løsninger, og ingen af dem havde holdt i længere tid. Der var endnu ikke kommet vand ned i poolrummet, men det var kun et spørgsmål om tid.
KBT arbejder normalt for bygherrer som Vejdirektoratet, Banedanmark og store entreprenører, og kun sjældent for private. Denne opgave tog vi, fordi problemet var det samme, som vi løser på broer og dæk: en betonkonstruktion, der skal holdes tør i mange år, og hvor de tidligere løsninger var faldet igennem, fordi ingen havde kunnet bevise, at de var tætte. Ejeren ville have én part med det fulde ansvar for hele opbygningen, fra opbrydning til færdige fliser, og en dokumentation, der viste, at det holdt. Det er præcis det, KBT's metode er bygget til.
Derfor tog KBT også hele opgaven som én entreprenør: afmontering af rækværk, glasværn og kobberinddækninger, opbrydning og bortskaffelse af den gamle belægning og faldopbygning, afrensning til rå beton, opretning, membran, fliser, trappe og genmontering. Ingen underentreprenører og ingen grænseflader, hvor ansvaret kunne falde mellem to stole.
| Konstruktion | Betonelementdæk over opvarmet indendørs pool, over 35 år gammelt, med oprindelig faldopbygning i in situ-beton |
|---|---|
| Omfang | Ca. 130 m² vandret flade, ca. 22 lm lodret afslutning mod facade, trappe ved indgang |
| Eksisterende belægning | Epoxy med sand: løsnet, revnet og lappet i flere etaper |
| Ny opbygning | PAR1-primer, to lag Decseal som opretning og fald, Eliminator sprøjtemembran gul + hvid, justerbare flisefødder, frostsikre porcelænsklinker 60 x 60 x 2 cm, R11 |
| Udførelse | 14.–29. september 2026, 12 arbejdsdage |
| Verifikation | Koter opmålt før og efter opbrydning, jettørring, klimamåling ved hvert lag, holiday-test 12 kV, vandprøve før fliser |
| Dokumentation | KS-rapport til ejeren med arbejdsgang, klimalog, batchnumre, kontroller, fotodokumentation og vejledning til brug og vedligehold |
Fordi en terrasse over et opvarmet rum er en lille bro. Dækket bevæger sig med temperaturen, der står vand på det i måneder, og der er frost ovenpå og varme nedenunder. Den gamle epoxy var et hårdt, tyndt lag, der ikke kunne følge med, og hver reparation var en ny samling, hvor vand kunne komme ind.
KBT brugte samme system og samme kontrol som på Storstrømsbroen og Danske Banks plintdæk: Eliminator er elastisk (130 % brudforlængelse), binder fuldt til betonen, er sømløs og kan holiday-testes elektrisk på hele fladen. Det betyder, at tætheden er bevist, før fliserne kommer på, ikke bare forventet. Og fordi membranen hærder på under en time, kunne hele membranen lægges og testes på én dag.
| Lag | Produkt | Funktion |
|---|---|---|
| 1 | Betonelementdæk, afrenset til bæredygtig beton | Bærende konstruktion |
| 2 | GCP PAR1 Primer | Vedhæftning mellem beton og opbygning |
| 3 | GCP Decseal, to lag | Opretning, fald og udfyldning af lunker |
| 4 | GCP Eliminator, gul, sprøjtet | Vandtætning, første membranlag |
| 5 | GCP Eliminator, hvid, sprøjtet | Vandtætning, andet membranlag. Farveskiftet gør dækningen synlig |
| 6 | Justerbare flisefødder, 10–20 mm, 4 mm fuge, støjdæmpende gummi | Understøtning af fliser, fri afvanding under belægningen |
| 7 | Frostsikre porcelænsklinker 60 x 60 cm, 20 mm, R11 | Ubundet slidlag med åbne fuger |
Mod facaden er membranen ført op ad muren og afsluttet med en lodret flise. Ved rækværkets stolper er membranen ført op omkring hver stolpe. Fliserne følger membranens fald, fugerne ligger på knæklinjerne, og der er hele fliser ved døren og tilskæringer ude ved værnet.
| Dato | Arbejde | RF | Luft | Overflade | Dugpunkt | Margin |
|---|---|---|---|---|---|---|
| 21.09, 08:25 | Decseal, 2. lag | 74,6 % | 14,0 °C | 13,8 °C | 9,6 °C | 4,2 °C |
| 22.09, 11:57 | Eliminator gul | 65,6 % | 18,8 °C | 18,7 °C | 12,3 °C | 6,5 °C |
| 22.09, 14:16 | Eliminator hvid | ca. 59 % | 20,0 °C | 20,5 °C | 12,7 °C | 7,9 °C |
Kravet er mindst 3 °C mellem overfladetemperatur og dugpunkt og højst 90 % relativ luftfugtighed. Alle tre målinger er fotodokumenteret med Elcometer dugpunktsmåler. Derudover: koter opmålt før og efter opbrydning, jettørring af betondækket før primer, holiday-test af hele den færdige membran ved 12 kV, vandprøve af fald og afvanding før flisemontage, og visuel gennemgang af stolper, afløb og facade. Batchnumre for primer, Decseal og alle tre Eliminator-komponenter er aflæst fra etiketterne og står i rapporten.
Den oplagte løsning, fliser i fliseklæb direkte på membranen, blev fravalgt af en grund, der gælder alle udendørs dæk i Danmark: vand i fugerne bliver fanget i klæbelaget oven på den tætte membran og fryser. Ingen producent garanterer den grænseflade. I stedet står fliserne løst på justerbare fødder med gummi imellem. Vandet løber gennem de åbne 4 mm fuger ned på membranen og videre til afløbene. Membranen er den vandtætte konstruktion med garantien; fliserne er et slidlag, der kan løftes med en sugeløfter for rengøring og eftersyn af afløb.
Færdig flise ligger ca. 33–43 mm over membranen, tilpasset dørtrinnet. Fliserne over afløbene er løse, der er luft til facade og opkanter, og fliserne går fri af stolpemanchetterne. Ejeren fik reservefliser med til senere udskiftning.
Et 35 år gammelt betondæk over en opvarmet pool, hvor flere systemer og reparationer gennem årene var slået fejl, senest en epoxybelægning, der var sluppet, revnet og lappet. Rækværk, glasværn, kobberinddækninger, afløb og en trappe, der alle skulle af og på igen. Kystklima med vind og salt. Og en ejer, der havde mistet tålmodigheden med lapninger og ville have én part med det fulde ansvar.
Alt fjernet ned til den bærende beton. Jettørring, primer og to lag Decseal som ny opretning og fald. Eliminator sprøjtemembran i gul og hvid, ført op om hver stolpe og op ad facaden. Holiday-test af hele fladen ved 12 kV, vandprøve, og klinker på justerbare fødder, så vandet afvandes under belægningen.
130 m² vandtæt terrasse med dokumenteret kontinuitet, logget klima og batchsporbarhed, afleveret med KS-rapport, QA-film og en vedligeholdelsesvejledning på to sider. Membranen kan efterses ved at løfte en flise. Udført på 12 arbejdsdage i september.










Fordi den gamle epoxy allerede havde vist, hvad der sker: den slap underlaget, revnede og blev lappet i flere omgange. En epoxybelægning er et hårdt, tyndt lag uden elasticitet, og den kan ikke følge betonens bevægelser over en opvarmet pool. En sprøjtemembran er elastisk (130 % brudforlængelse), binder fuldt til betonen og kan holiday-testes, så tætheden er bevist, før fliserne kommer på.
Fliser limet direkte på en tæt membran fanger vand i limlaget og fugerne, og det vand fryser om vinteren. Ingen producent garanterer den grænseflade. Med klinker på justerbare fødder løber vandet gennem de åbne 4 mm fuger ned på membranen og videre til afløbene. Membranen er den vandtætte konstruktion, fliserne er et slidlag, der kan løftes.
Ja. Metoden er den samme: betonen jordes, og en elektrode med høj spænding føres hen over hele membranen. På denne terrasse blev den færdige membran testet ved 12 kV samme dag, som det hvide lag blev lagt. Testen fandt 5 udslag, som blev repareret og eftertestet, før fliserne blev lagt. Læs mere om holiday-test →
Rækværk og glasværn blev afmonteret, før arbejdet gik i gang. Stolperne blev renset for rust ved foden og grundet, og membranen blev ført op omkring hver stolpe. Afløbene blev tilpasset, renset og tilsluttet membranen. Mod facaden er membranen ført op ad muren og afsluttet med en lodret flise. Rækværket blev genmonteret med nye bolte, møtrikker og skiver.
Denne terrasse på ca. 130 m² tog 12 arbejdsdage fra afdækning til slutgennemgang, inklusive opbrydning, opretning, membran, holiday-test, vandprøve, fliser og genmontering af rækværk. Selve membranen, to lag Eliminator, blev sprøjtet og holiday-testet på én dag.
Sjældent. KBT's kunder er normalt Vejdirektoratet, Banedanmark, Femern A/S og store entreprenører. Denne opgave tog vi, fordi problemet var det samme som på en bro: en betonkonstruktion over et opvarmet rum, hvor flere tidligere løsninger var slået fejl, og hvor ejeren ville have én part med det fulde ansvar og en dokumenteret tæthed. Kontakt os, hvis I har et dæk, en terrasse eller en kælder, hvor det samme gælder.
Hold afløb og riste fri for blade. Fliserne kan løftes med en sugeløfter for rengøring under belægningen. Bor eller skru aldrig gennem belægning og membran, og aftal tunge punktlaster som store plantekummer eller spabad med KBT, før de placeres. Afslutningen mod facaden efterses årligt.